Artikel
TOP KLASSE PÅ FREDERIKSBERG ALLÉ
29. november 2022
Adresse: Frederiksberg Allé 26, 3. tv., 1820 Frederiksberg C

Ekstraordinært er et ord, der giver genklang, når denne ejendom skal beskrives. Det gælder i øvrigt både bolig og beliggenhed. En rundet ejendom fra år 1904 med smukke detaljer og placering lige ud til Sct. Thomas Plads danner rammen om den store herskabslejlighed, hvor finesserne står i kø om opmærksomheden. Hele fire værelser, to badeværelser, et stort køkken og to stuer beskriver grundplanen.

Det bliver næppe mere sublimt på Frederiksberg end her, hvor kongen og hans hof færdedes i forgangne tider som de eneste indehavere nøglen til porten og dermed alléen. De historiske vingesus suppleres nu af et væld af butikker og spisesteder med alt, hvad hjertet begærer lige i nærheden.

Tag på vinbar, forny garderoben, eller stimulér sanserne med kulturelle oplevelser. Du kan selvfølgelig også slentre ture i rekreative oaser såsom Frederiksberg Have eller om Søerne, og så giver det sig selv, at metro, indkøb og øvrigt praktisk er lige i nabolaget. De markante fremspring og høje dannebrogsvinduer sætter forventningerne højt allerede udefra. Det skal bestemt også nævnes, at der er parkering i gården forbeholdt beboerne i foreningen.

Førstehåndsindtrykket indfries så let som ingenting, når du træder indenfor, efter elevatoren har ført dig til etagen. Blikket fanges straks af den smukke stukkatur, som får selskab af sildebensparket, høje paneler og fænomenale lysindfald. Bemærk, at de fleste vinduer er skiftet i omtrent 2020.

Du ledes til køkkenet, hvor du drages af de eksklusive hvidevarer og halvøen i marmor, som harmonerer med de lyse fyldningselementer. Gæsterne får pladser på første parket med et glas vin i hånden, mens du tryller lækkerier frem.


Der er ingenlunde gået på kompromis med kvaliteten, og det samme kan siges om begge de to store badeværelser med regnbrusere, ligesom det ene har sauna, det andet har separat splash-room. Lyset markerer sig også på de fire rummelige værelser, og endelig er det de to stuer, du skal opleve. Den ene højnes i særdeleshed af den buede karnap, hvorfra synet over Sct. Thomas Plads er en forrygende kompagnon til en læsekrog, instrumenter, staffeli eller noget helt fjerde.

Se mere om den fantastiske bolig her.