Artikel

STIGENDE BOLIGRENTER TJENER VIGTIGT FORMÅL

23. december 2022

Den rente, som boligkøberne skal godkendes efter, stiger igen i december. Dog er der lyspunkter, som købere og sælgere i markedet kan glæde sig over. Og så er det vigtigt at huske, at renteforhøjelserne tjener et formål – de skal tøjle inflationen.  

I begyndelsen af 2021 kunne man som boligkøber finansiere sit huskøb med et 30-årigt fastforrentet lån på 0,5 pct. Sidenhen er renterne skudt i vejret, og den styrende renter hedder nu 5 pct. ved udgangen af 2022.

Senest har Den Europæiske Centralbank, ECB, i december igen hævet renten i et forsøg på at få bugt med den stigende inflation i verden omkring os. Det er naturligvis noget, som landets boligkøbere følger med i, da renteniveauet har konkret betydning for, hvor stort et lån, man som køber kan blive godkendt til i banken.

Renteniveau er ikke unormalt

Ifølge Peter J. Mattsen, direktør i ejendomsmæglerfirmaet &LIVING, er der dog ikke i sig selv noget opsigtsvækkende over et renteniveau på 4-5 pct. Det bemærkelsesværdige er, hvor hurtigt udviklingen er gået.

-Det er klart, at en så pludselig renteudvikling over relativt få måneder bliver bemærket. Det skal markedet lige tilpasse sig efter. Men det nuværende renteniveau på 4-5 pct. er ikke spor unormalt set i et historisk perspektiv. Det har tidligere været langt højere, siger han.

Op gennem nullerne lød boligrenten på 4-6 pct., og mange boligejere vil kunne huske, da boligrenterne i forbindelse med oliekrisen i firserne toppede på helt op over 20 pct.

Rentebevægelser tjener vigtigt formål

Hos &LIVING forstår man godt, at højere renter kan være frustrerende for landets boligkøbere, men renteforhøjelserne er et nødvendigt onde i en tid, hvor inflationen er stærkt stigende.

-Rentestigningerne er et vigtigt værktøj til at tøjle den stigende inflation. Når centralbankerne hæver renten, lægges der en dæmper på den økonomiske aktivitet i samfundet, og det er i sidste ende med til at holde inflationen skakmat og sikre en sund økonomi fremadrettet, siger Peter J. Mattsen.