TILBAGE
TIL TOP

Nyhed  |  Stjerneborg Alle 3, Dyssegård

Stjerneborg Alle 3 — gennemrenoveret herskabsvilla fra 1913 i 2. række til Utterslev Mose

Åbent hus - Søndag D. 02.08 kl. 13:00 - 16:30

For enden af en lukket villavej, diskret i 2. række til mosen, ligger en murermestervilla, hvor originale detaljer, høje lofter og en sjælden rummelighed går op i en højere enhed — et stort, sammenhængende familiehjem med plads til livet i mange former.

Ankomsten
Der er noget næsten hemmeligt over Stjerneborg Alle. Man kører ind ad en stille, lukket vej, og først dér — bag de omkringliggende ejendomme og en afskærmende mur — åbenbarer huset sig: en markant herskabsvilla fra 1913, der står med al den tyngde og elegance, tiden har givet den. Ejendommen tager imod med en dobbelt parkeringsplads på den ene side og garage på den anden, så der er god plads til bilerne. Facadens oprindelige detaljer er intakte, og allerede ved indgangen fornemmer man, at dette er et hjem, der er blevet passet, forstået og varsomt bragt ind i nutiden.

Indenfor
Indenfor fortsætter fortællingen. Sildebensgulve, stuk, fyldningsdøre og blyindfattede ruder er ikke blot bevaret, men integreret i en helhed, hvor klassisk arkitektur møder nutidig komfort. Loftshøjden giver rummene volumen, og lyset bevæger sig frit gennem de sprossede vinduespartier fra morgen til aften.
Stueetagen samler hjemmet omkring et smukt snedkerkøkken i åben forbindelse med alrummet — husets naturlige midtpunkt — flankeret af to stuer en suite, der er både repræsentative og til at leve i. Herfra fører trapperne op gennem husets etager, hvor en mere privat afdeling byder på lyse værelser og opholdsrum. I to af soveværelserne er der indbyggede skabe fra Handcrafted Interior, udført med samme respekt for husets oprindelige udtryk. Øverst ligger en fuldt udnyttet tagetage med to værelser — det ene med loft til kip, fransk altan og udsigt ud over mosen; et rum med helt sin egen ro og karakter.
Nederst byder en nyrenoveret kælder på endnu et lag af muligheder. Den er isoleret og med god loftshøjde, hvilket gør den fuldt brugbar i hverdagen — som hjemmekontor, au pair- eller teenageafdeling, hjemmebiograf eller træningsrum. Fra kælder til kip strækker huset sig over fire plan og tilsammen mere end 400 etagemeter; en villa med højde, dybde og luft, hvor stueetagens repræsentative rum, de private værelser, den lyse tagetage og kælderens mange muligheder giver rig plads til, at livet kan folde sig ud.

Ét hjem med mange muligheder
Stjerneborg Alle 3 er registreret som et tofamiliehus, og deri ligger en af ejendommens største kvaliteter. I dag fungerer huset som ét stort, sammenhængende familiehjem — men muligheden for at forme det anderledes ligger latent i murene. Her kan to generationer bo under samme tag, enten i ét samlet hjem, eller som to selvstændige. Huset lader sig nemlig uden store justeringer, indrette til to selvstændige afdelinger, hvis familien vokser eller ændrer sig. Der kan drives erhverv hjemmefra i en zone for sig, med egen indgang og ro til både arbejde og familieliv. Og skulle drømmen være noget helt tredje, giver de mange rum og etager plads til, at boligen kan følge med gennem livets falsetter. Det er sjældent, at et hjem på én gang kan være så samlet og så fleksibelt.

Haven
Haven er et kapitel for sig. Ugeneret og sydvendt ligger den fredeligt på husets bagside, hvor beplantningen har fået lov at vokse til over årene og skabt en sjælden og elegangt modenhed. Her er frugttræer, blomstrende buske og et orangeri, der forlænger sæsonerne og skaber et naturligt tilflugtssted i læ og ro. Terrassen ligger i direkte forlængelse af huset, den første del overdækket af et charmerende glasparti, så overgangen mellem inde og ude glider umærkeligt. Solen følger haven dagen igennem og bliver hængende på terrassen til langt ud på aftenen.

Området
Beliggenheden forener det tilbagetrukne med det tilgængelige. Få meter borte ligger Søborg Hovedgade med Meny, Ismageriet, kaffebarer, caféer og træningsmuligheder — og alligevel mærkes byens puls hverken inde i huset eller ude i haven, beskyttet som de er bag mur og naboejendomme. Selve vejen er lukket i den ene ende og båret af et varmt naboskab med tilbagevendende sommervejsfester og julehygge; en sjælden kombination af privatliv og fællesskab, hvis man er til det. Naturen ved Utterslev Mose begynder få skridt væk, og hverdagen glider ubesværet med kort afstand til skole, indkøb og S-tog fra Dyssegård Station. Bus 6A kører lige om hjørnet med direkte forbindelse til Nørreport på under 20 minutter.

Stjerneborg Alle 3 er en sjældent udbudt liebhaverejendom i Dyssegård — i en klasse for sig. Vi byder velkommen til en fremvisning, hvor historie, plads og ro kan opleves på nærmeste hold.

Har du fundet din drømmebolig? – ellers skriv dig op i vores køberkartotek her

Kontakt

KONTAKT MIG HVIS DU ER INTERESSERET I DENNE BOLIG?

Sebastian Procter

Salg & Vurdering

Direkte: 92925298   |   Mobil: 92925298
sp@and-living.dkForespørg fremvisning

Vi tror, du ville kunne lide...

Boligprisberegner

VIL DU VIDE, HVAD DIN BOLIG ER VÆRD?

Prøv vores boligprisberegner nu. Indtast din adresse, og få en estimeret salgspris med det samme.