Artikel
HVEM FÅR EN SKATTERABAT?
5. oktober 2023
Har du ejet din nuværende bolig før – eller senest overtaget den inden – årsskiftet 2024, og den er steget i skat, får du en årlig skatterabat. Rabatten sikrer, at du ikke kommer til at betale mere i boligskat i 2024 med de nye regler for boligskat end du skulle have betalt med de nuværende regler.
Skatterabatten udgør forskellen mellem det, du skal betale i 2024 med de nye regler, og det, du skulle have betalt i 2024, hvis de nuværende regler var blevet videreført. Rabatten trækkes fra boligskatten hvert år, indtil du sælger din bolig. Den skal ikke betales tilbage. Hvis din ejendomsvurdering – og dermed boligskat – efterfølgende stiger, kan du vælge at indefryse stigningen med et lån – et såkaldt indefrysningslån.
Når du sælger din ejendom, bortfalder skatterabatten, medmindre du sælger til din ægtefælle eller registrerede partner. En samlevende kan ikke overtage skatterabatten, uanset hvor længe I har boet sammen.
Du kan læse mere om skatterabatten på Vurderingsportalen.
Læs mere her: Boligskatteberegneren