Artikel
HJØRNELEJLIGHED MED TO ALTANER OG UDSIGT
19. juni 2025
Adresse: Forchhammersvej 13, 4. th., 1920 Frederiksberg C

Forchhammersvej er yderst velplaceret på Indre Frederiksberg, og man kan ikke undgå at blive imponeret over de mondæne herskabsejendomme, som tegner bydelen. Sammen med Sankt Markus Kirke giver de brede gader og store vidder en følelse af ekstravagance.


Hjørne-lejligheden er en sjældent udbudt Frederiksberg-perle med en sublim beliggenhed i dette kvarter, som også byder på masser af grønt for øjet. Begejstringen er svær at styre, for ikke alene beriges man med en vestvendt altan fra køkken/allrummet – man bliver også den heldige ejer af en herskabs-altan. Herfra er der ren forkælelses-udsigt til Sankt Markus Kirke samt Samt Markus Plads med mange træer og grønt.


Lejlighedens 147 veldisponerede kvadratmeter, byder på store, klassiske stuer en-suite, med indbygget biblioteksvæg. De smukke sildebensparketgulve sætter en elegant ramme for hjemmet, og de originale stuklofter, radiatorskjulere og fyldningsdøre tilfører sjæl og autenticitet. De store vinduespartier lader lyset strømme ind og skaber en let og imødekommende atmosfære.


Det lyse, lidt ældre køkken er indrettet med grebsfrie, hvide elementer, og ligger i åben vinkelforbindelse til spisestuen. Ganske enkelt et pragtfuldt hjerterum, med plads til både mange gæster, og hverdagens familiesamling.

Lejligheden rummer desuden 2 soveværelser og et meget flot badeværelse med Made a Mano´s smukke klinker, væghængt toilet og stor bruseniche med glasvæg. Den lille mellemgang er elegant indrettet med vaskesøjle bag lækkert snedkermiljø. Begge værelser byder på indbygningsskabe i top kvalitet.

Området er ualmindeligt roligt, midt i Frederiksberg C’s pulserende byliv med hyggelige caféer og specialbutikker, Metro rundt om hjørnet samt Forum. Sankt Jørgens Sø ligger 300 meter væk.

Et hjem til de kræsne, der drømmer om en sjælfuld og meget personlig lejlighed i et af Frederiksbergs mest eftertragtede kvarterer. Foreningen byder på godt gårdmiljø. Der er brugsret til et pulterrum. Området er kendt for at være et af de nemmeste, at finde parkeringspladser.

Se mere om ejendommen her.