Boligindretning
HERSKAB PÅ 1. KLASSE
12. august 2020
ADRESSE: GAMMEL KONGEVEJ 144, 1., 1850 FREDERIKSBERG C

Én af Frederiksbergs smukkeste ejendomme. Lejligheden afsluttedes sidste år en flot totalrenovering. Den emmer dog fortsat af sjæl, og den fortryllende ejendom bærer på en særlig historie. Boligens specielle udestue er prikken over iet, og blev oprindeligt brugt til, at tjenestefolk kunne gå fra deres hjem i baghuset direkte over i hovedhusets køkken. Meget er sket siden, men lejligheden har på ingen måde mistet sin magi tværtimod. Tilbagetrukket fra vejen, byder boligen på både karakter, overdådighed og en fantastisk detaljerigdom.


Beliggenheden er perfekt, med kort afstand til alt. Går turen ind til København, kan I inden for 700 meter finde Frederiksberg Metrostation, og der er 50 meter til busstoppested. En løbetur før morgendagens aktiviteter kan snildt klares i Frederiksberg Have, som ligger 400 meter fra lejligheden.


Gammel Kongevej byder på et charmerende butiksliv, med både caféer og specialforretninger. Vesterbrogade, Værnedamsvej og Frederiksberg Allé ligger alle i gåafstand. Den Franske Skole, Lycée Francais Prins Henrik, befinder sig blot 900 meter væk.

Fra I bliver budt indenfor i den 271kvm. store lejlighed, mærker I boligens unikke karakter. Lejligheden er iøvrigt forberedt og godkendt til opdeling i 2 enheder. De 5 værelser har alle smukke detaljer, som er udtryk for bevarelsen af den traditionelle stil. Det er dog ikke til at tage fejl af, at der løbende er foretaget renoveringer i både ejendommen og lejligheden såsom fuger, tag, nyere tagrender og nedløbsrør.
Der er i øjeblikket ved at blive opført et helt nyt gårdmiljø inkl. nye garager. Der hører to individuelle pulterrum til lejligheden, der sammen med de to tinglyste parkeringspladser ligeledes er under opbygning. Der er nylagte 22mm egeparket-gulve incl nye undergulv og isolering. Gulvene i det store master bedroom og i de to stuer er originale intarsia gulve, som er nybehandlede i 2019.

I det store køkken-alrum er der fokuseret på komfort og funktionalitet. Der afventes pt. godkendelse fra kommunen til opførelse af altan på vestsiden. De enestående stuer med mange muligheder for indretning er, sammen med boligens storartede lofter og smagfulde gulve, med til at give lejligheden et særpræget look.

Det helt nye lyse Designa køkken byder på masser af opbevaringsplads og god stemning. Alle hårde-hvidevarer (opvaskemaskine, Bora kogeplade med induction og emhætte, ovn, køle-/fryseskab samt vaskemaskine/tørretumbler) er ubrugte. Spisestuen giver sublime muligheder for at invitere gæster og bruge rummet som et naturligt samlingspunkt.

Se mere information om boligen her.

