Boligindretning
ET STUDIE I OPBEVARING
20. februar 2018
Af Julie Vöge foto: / Foto: Andreas Mikkel Hansen / Danske BoligArkitekter

For arkitekt Stig Ørum Christensen var det et mantra at lave snedkertilpassede opbevaringsløsninger i ægte materialer, da han og hustruen totalrenoverede deres lejlighed. Resultatet er et hjem med optimal pladsudnyttelse og unikke løsninger.
─ Det er jo det gyldne spørgsmål for alle ved en flytning. Hvor og hvordan placerer vi alt vores habengut, så det passer ind og ser godt ud. I stedet for at skulle stille det samme spørgsmål i hvert rum, udviklede Nanna og jeg et modulsystem, som kunne genbruges rum for rum med få tilpasninger, forklarer Stig, der er medlem af Danske BoligArkitekter og har stor erfaring med ombygninger af boliger. Modulsystemet er bygget af mdf, der er sprøjtelakeret hvidt og som med sine glatte, regulære overflader og vinkler fremstår moderne ─ Selv om lejligheden er fra 1800-tallet og har stuk, så stikker de indbyggede modulmøbler ikke af rent æstetisk. Tværtimod så fremhæver møblernes enkle og tidløse design lejlighedens klassiske detaljer, forklarer Stig. Se flere ombyggede lejligheder her.

I lejlighedens største rum er der indrettet både stuedel og spiseafdeling med få møbler og i enkle materialer og nuancer. For at bløde det firkantede rum op og give plads til mange familiemedlemmer rundt om bordet på relativt lidt plads har Stig designet et rundt spisebord i røget eg og fået det produceret af Koch Køkken. Rundt om bordet står Eames skalstole i forskellige farver, mens den sorte pendel Caravaggio er fra Lightyears. Maleriet er lavet af Birgitte Lund.
I hele lejligheden blev det ikke til færre end 17 indbyggede modulmøbler og derudover udskiftning af alt vvs, el og alle gulve, før projekt ombygning var i mål. Stig beskriver indretningsprocessen som tidskrævende på den gode måde: ─ Når du som arkitekt arbejder med at tegne et helt hus, en ombygning eller laver en indretning, handler det om at gennemtænke behov. Nøglen til løsningen er designet. Den rigtige løsning kommer ikke med et knips, men kræver, at du vender og drejer behov og mulige løsninger, og så vender det hele en gang til.

Stuen er indrettet med klassikere i form af Finn Juuls Poet Sofa, Wegners CH22 skalstol, AJ standerlampe, grønne planter og en snedkerbygget skænk, der samler Tv og bøger. På væggen er der skruet mere op for detaljerigdommen via en billedvæg med små billeder i forskellige guldrammer.
FORETRÆKKER DANSKE TRÆSORTER
Stig er oprindeligt uddannet murer, senere bygningskonstruktør og til sidst arkitekt. Det giver en solid både håndværksmæssig og akademisk ballast, som han trækker på i sit daglige arbejde som partner i firmaet Novaform Arkitekter. Især ægte materialer som træ, kalk og tegl ligger hans faglige hjerte nær, hvorfor han fx aldrig hører sig selv foreslå kunder, at de skal importere hårdt træ hjem fra Østen, når nu vi med Stigs ord har det fineste egetræ i Danmark. I lejligheden er der også brugt en del træ og med assistance fra en inventarsnedker brugt en del penge på at lave tilpassede møbler. En sum penge, som Stig understreger, måske nok kan se svimlende ud på papiret, men som på den lange bane betaler sig selv hjem ─ Lige meget, hvor billige og pæne Ikeas møbler er, så passer de aldrig hundrede procent til dine rum, hvorfor du ender med en del spildplads. Med tilpassede arkitektløsninger kommer inventaret til at matche ikke bare dine rum, men også dine behov. Se flere af arkitektens projekter her.

Køkkenet er typisk for ældre lejligheder et langt, slankt rum, hvor Stig Ørum Christensen har prioriteret at lade alle moduler være op ad væggene for ikke at blokere for lyset fra vinduet og stuen. Køkkenet i elmetræ er bygget af Funktion, bordpladerne er i Jura Grau Blau sten, og emhætten et miks af indmad fra Ikea og en smedelavet, bøjet skærm i børstet stål.

For bare få år siden ville de fleste nok have valgt at nedlægge det separate køkken og lave et stort køkkenalrum, men der var Stig og Nanna helt på forkant med udviklingen, hvor trenden er at gøre køkkenet mere skjult igen. ”Vi har kig fra køkken til spiseafdeling og stue, så kokken er ikke isoleret. Omvendt slipper vi for at skulle spise og hygge os med rodede køkkenborde lige foran os”, siger Stig Ørum Christensen. Reolkasserne fra Koch Køkken i røget eg er hængt asymmetris kop og virker derfor som en skulpturel installation på væggen.

Soveværelset er et studie i mesterlig opbevaring. En fem meter lang skabsvæg sørger for, at familien absolut ikke mangler plads til tøj, strygebræt, støvsuger etc. Skabsfronterne flugter med væggen og slutter et stykke før loftet for at glide så diskret ind i rummet som muligt. Skabene er bygget i mdf og sprøjtelakeret hvide. Samme modulopbygning er brugt til skufferne med små hjul under dobbeltsengen, der udnytter ellers døde kvadratmeter.
Datterens Livs værelse er bygget op omkring hendes seng. Liv er en læsehest og ønskede derfor en stor seng, hvor hun med godt lys og udsigt til gaden kunne hygge sig med sine bøger. Familiens yngste er sønnen Lau på 13 år, der er et aktivt barn, som selvfølgelig derfor skulle have et aktivt rum med køjeseng, klatrestige og en gulvmadras til at kaste sig rundt på. Den enkle sengehest er lavet af sejlreb ført gennem cirkelskruer og karabiner. Under sengen er der lavet en indbygget reol, og der kunne snildt stå et skrivebord, men belært af erfaring med familiens tre ældste børn, så sidder børnene ikke ved skriveborde, men laver lektier og tegner i deres senge eller ved middagsbordet.
Arkitekt og partner i Novaform Arkitekter, Stig Ørum Christensen og kiropraktor Nanna Ørum Christensen har boet i deres københavnerlejlighed siden 2012 sammen med deres fire børn.
Fakta om ombygningen
Familien fik: ombygget deres 150 m2 lejlighed ved Torvehallerne i København, som ved overtagelsen var et erhvervslejelmål. Alle gulve blev udskiftet. Der kom nye lofter, nye vægge og ændret planløsning for at få flere børneværelser og et badeværelse mere.
Proces: Arkitekt Stig Ørum Christensen og hans hustru har tegnet alle indbyggede skabs- og sengeløsninger, hvorefter de fik en inventarsnedker til at realisere stregerne på papiret.
Materialer indvendigt: Fyrretræsgulve, indbygningsskabe og senge i sprøjtelakeret mdf, køkken i røget eg. Bordplader i køkken og på badeværelse i Jura Grau Blau.
Ombygningspris: Ca. 1,5 mio.kr. Herunder kostede de 17 indbygningsmoduler med maling ca. 250.000 kr. og snedkerkøkkenet fra Funktion, ca. 130.000 kr.
. .ARKITEKTENS 5 TIPS TIL OPBEVARING
1// Gennemtænk dine behov og skær ind til benet, så du enten tegner et møbel eller køber et, som rent funktionelt opfylder dit behov. 2// Få fat på en god inventarsnedker, der kan hjælpe dig med at virkeliggøre dine ønsker. Det er uden diskussion dyrere at få møbler bygget og tilpasset dine rum og behov. Men pengene er godt givet ud, for du udnytter dine kvadratmeter optimalt, får langtidsholdbart kram og en unik løsning. 3// Udnyt de ofte ”døde” kvadratmeter. Mange ældre lejligheder har højt til loftet. Det er oplagt at udnytte med høje skabe, hemse og køjesenge. Det samme gælder for pladsen under enkelt- og dobbeltsenge, der snildt kan bruges til opbevaring i kasser på hjul. 4/Hattehylder er måske ikke højeste mode, men ikke desto mindre geniale til at få lidt styr på rodet i en entré og igen en god udnyttelse af rummets højde. 5// Gem tekniske installationer som fx eltavler, routere, printere etc. af vejen i indbyggede skabe, der er tegnet og lavet, så de ikke blot skjuler elektronikken, men også rummer plads til andet fx handsker og cykellygter.
Kilde: Stig Ørum Christensen, Arkitekt og partner i Novaform Arkitekter, se mere på https://novaform.dk/



