Artikel

STADIG REKORDLAVE SALGSTIDER PÅ BOLIGMARKEDET

3. november 2022

Efter flere år hvor salgstiderne på boligmarkedet er styrtdykket, begynder det nu at tage lidt længere tid at få boligerne solgt. Højere boligrenter, inflation og et stigende boligudbud er en del af forklaringen. Dog er salgstiden stadig på et meget lavt niveau.

Med en salgstid for villaer på 100 dage – eller blot lidt mere end tre måneder – markerede august 2021 den foreløbige rekord for laveste gennemsnitlige salgstid i nyere dansk boligmarkedshistorie.

Siden da har boligmarkedet stabiliseret sig, og salgstiden lød senest i september måned på 106 dage. Det viser en opgørelse fra Boligsiden, som Ejendomsmæglerfirmaet &LIVING har analyseret.

Ifølge ejendomsmæglerfirmaet er udviklingen ganske forventeligt i det nuværende marked, hvor stigende boligrenter, inflation og et stigende udbud af boliger til salg er med til at gøre markedet lidt roligere.

-Markedet er ved at genfinde sin naturlige balance efter en række år med historisk stor handelsaktivitet. Det var især den store efterspørgselsbølge fra mange købere i markedet under coronanedlukningerne, der var med til at presse salgstiden og boligudbuddet i bund, siger adm. direktør, Peter J. Mattsen.

Tallene er et udtryk for et landsgennemsnit, og salgstiden vil således variere, alt efter hvilken landsdel, der konkret er tale om. Ifølge livstilsmæglerkæden bør de stigende salgstider dog ikke give anledning til bekymringer for sælgere i markedet.

-Det er forventeligt, at stigende renter samt el- og forbrugerpriser også har en indvirkning på boligmarkedet. Men det er en blød stigning fra et historisk lavt niveau, og derfor er vi ganske langt fra en alarmerende udvikling. Vi går fra exceptionelle tider til mere normale tider, forklarer Peter J. Mattsen.

Hos Ejendomsmæglerfirmaet &LIVING følger vi markedet tæt, og du kan altid kontakte din nærmeste &LIVING-mægler for en drøftelse af boligmarkedet og dine boligdrømme.