Bolighandel
LUKSUS PÅ FØRSTE KLASSE
27. november 2019
ADRESSE: TJØRNEVEJ 27, 1., 2800 KONGENS LYNGBY

I bedste mondæne stil, præsenteres I for en villalejlighed i sin helt egen liga. På en stille villavej i Kongens Lyngby, gemmer sig en eksklusiv perle i den charmerende ejendom fra 1934. Lejligheden strækker sig over to plan, og her er tydeligvis skabt et hjem, der i høj grad udstråler elegance og moderne løsninger.
Adressen befinder sig i gåafstand til det pulserende centrum, S-tog, og det samme gælder for en række gode institutioner, skoler og et hav af naturskønne områder. Villalejlighedens omfattende gennemrenovering har især haft komfort og æstetik for øje, hvilket det lækre materialevalg bærer præg af. Indenfor er boligens 145 m2 fordelt på fem værelser i to plan, og giver jer masser af albuerum og plads til selv at definere rammerne for indretningen af jeres drømmebolig.


Førstesalens entré fører jer ind i lejlighedens spritnye køkken fra 2019, som med sit moderne design og lyse elementer i rene linjer giver jer følelsen af komfort og funktionalitet. I har desuden godt med plads til både små og store madlavningsprojekter, hvor kogeøen, som ligger i åben forbindelse til boligens to stuer, gør madlavningen social. Heller ikke i køkkenet er der sparet på luksuriøse detaljer, som Quooker og lækkert vinkøleskab, for ikke at glemme den stilfulde bordplade i marmor. En elegant spisestue, der kan betegnes som husets hjerte, indbyder til et væld af familiemiddage og mindefulde hverdagssnakke i selskab med hele familien.


Når sæsonen er til det, træder I direkte udenfor på den eventyrlige terrasse, og nyder aftensmaden i det fri. De 20 m2 indbyder til mange grillaftener, solnedgange og stjernekig med et glas vin i hånden. For at bryde med lejlighedens hvide vægge og skabe en ekstra kant i en ellers gennemført bolig, opdeles de to stuer af sorte og yderst elegante New Yorker vinduespartier. Også i opholdsstuen er lysindfaldet fantastisk og stemningen rar. De sofistikerede Dane-Wood plankegulve er ikke blot udvalgt på grund af deres kvalitetsbevidste design, men også for at forbinde de to stuer og skabe en varm atmosfære i hjemmet.


Foruden et velindrettet værelse, byder førstesalen også på et fint gæstebadeværelse med gulvvarme. Den stilfulde trappe fører jer op til husets øverste etage. Her finder I to velindrettede værelser med indbyggede skabe, hvor master bedroom er prydet med to franske altaner. Luksus og eksklusivt design møder I også i lejlighedens imponerende badeværelse, der foruden gulvvarme også er udstyret med dobbelt håndvask, Vola-armatur og regnbruser.

Det minimalistiske, dog ekskvisitte, design er gennemgående i hele boligen, og udendørs finder I en ekstra stor indkørsel med plads til tre-fire biler. Villalejligheden henvender sig til den kræsne køber, der ikke vil gå på kompromis med hverken beliggenhed eller komfort. Læs mere om den flotte lejlighed her.



