Arkitektur
LUK LYSET IND I BOLIGEN
29. oktober 2017
Af Pernille Hjorth // Foto: Andreas Mikkel Hansen m.fl. // Danske BoligArkitekter

Dagslys er ofte noget, man først bemærker, når der er mangel på det. Men ikke desto mindre er lyset altafgørende for vores velbefindende. Udover at gøre os gladere, sikrer dagslyset et sundere indeklima og et lavere forbrug af el og varme. Her får du arkitektens bedste bud på mere lys i din bolig.
LYS FRA FLERE SIDER
Det ser tilfældigt ud, men placeringen af vinduerne i dette sommerhus er nøje gennemtænkt, så de enten indrammer en spændende udsigt eller skaber et særligt lysindfald. Huset er tegnet af arkitekt Charles Bessard. Det ser tilfældigt ud, men placeringen af vinduerne i dette sommerhus er nøje gennemtænkt, så de enten indrammer en spændende udsigt eller skaber et særligt lysindfald. Huset er tegnet af arkitekt Charles Bessard. Se mere fra huset her.

HIMMELLYSET FREMHÆVER MURVÆRKET
Dagslys er et stærkt virkemiddel i arkitekturen, hvor det bruges til at betone former, rumlighed og materialekarakter. Her har arkitekt Lars Bo Poulsen brugt det kølige, skyggeløse himmellys til at fremhæve den smukke tekstur i de gule mursten. Se hele huset hos Danske BoligArkitekter her.
OVENLYS GØR DEN MØRKE GANG BRUGBAR
Med et ovenlys bliver anvendeligheden af en mellemgang større. I dette hus, er der indrettet et lille bibliotek med et hyggeligt og velbelyst læsehjørne under et ovenlys. Se flere billeder hos Danske BoligArkitekter her.
ARKITEKTENS BEDSTE RÅD OM LYS
1// Brug vinduer med omtanke. Meget store panoramavinduer giver et massivt lysindfald, der betyder voldsom varme mod syd og kulde mod nord.
2// Undgå ’frostet’ glas, solfilm o.l. Det giver en trist overflade og lukker lyset ude. Prioriter hellere et tyndt og lækkert gardin til brug efter behov.
3// Prioriter naturligt lysindfald fra flere sider i alle rum. Brug velvalgt, elektrisk belysning som kompensation, når mørket falder på.
4/Gør dig klart, i hvilke situationer, du kan lide meget lys, f.eks. til morgenmaden. Bed din arkitekt forholde sig til dine ønsker.
5// Pas på med ovenlys. Et enkelt ovenlys-indfald kan være et godt supplement, men for meget ovenlys giver et ’ukritisk’ lysnedfald, der ikke brydes af skygger – og det giver et dødt lys.
Kilde: Rasmus Bak, arkitekt og indehaver af BAK Arkitekter i Aarhus
”Vi bor nordligt, har lange arbejdsdage og her er mørkt i stort set hele vinterhalvåret. Og derfor har vores sind brug for alt det lys, det kan få. Der er ikke noget skønnere end gennemlysterum, hvor det bløde lys fra nord møder det varme lys fra syd”
// Citat: Rasmus Bak, arkitekt i Danske BoligArkitekter
ROMERSK BAD MED HØJT TIL LOFTET
De nye tagvinduer giver masser af lys i det nordvendte baderum. Ifølge ejerne er der kun behov for at tænde elektriske lys, når der er helt mørkt udenfor. Det flotte bad er tegnet arkitekterne Birch Rasmussen. Se mere fra badeværelset hos Danske BoligArkitekter her.
KÆLDER BLEV HUSETS LYSESTE RUM
En arkitekttegnet glaskarnap har forvandlet den mørke kælder i 1950'er-bungalowen til et lysmekka af dimensioner. Se den store forvandling her.
SOVEVÆRELSET LÅNER LYS FRA STUEN
Soveafdelingen i dette ombyggede rækkehus får et ekstra skud dagslys fra ovenlysvinduet i den tilstødende stue. Ombygningen er tegnet af arkitekt Nanna Bering og du kan se flere billeder fra huset hos Danske BoligArkitekter her.
LYS & VERDENSHJØRNER
1//Øst: Her står solen op – og i sommerhalvåret er det tidligt. Lys fra øst er skønt i køkkenet om morgenen. Men vender soveværelset mod øst, bør du prioritere en effektiv solafskærmning eller en decideret mørklægning. 2//Vest: Trives du bedst med et mørkt, køligt soveværelse i morgentimerne, så prioriter et vestvendt soveværelse. Her står lyset lavt i morgentimerne. 3//Syd: Lys fra syd er varmt, stærkt og kommer i rigelige mængder hele året. Orienterer du større glasfacader i denne retning, har du om vinteren solen fra morgen til aften, hvilket er et gratis varmetilskud, der også luner i varmebudgettet. Om sommeren brager solen derimod ind, og har du ikke tænkt en effektiv solafskærmning ind fx i form af et udhæng eller persienner, kan det blive dyrt at køle huset ned.
4//Nord: Lys fra denne kant er blødt, skyggeløst og ikke blændende. Derfor behøver du ingen afskærmning i disse rum. Nordlys er stabilt og egner sig særligt godt til atelier og rum, hvor der arbejdes ved computerskærm fx et hjemmekontor.
Kilde: Mette Hvass, arkitekt og fagekspert i lys, Bolius
”Uanset om du skal bygge nyt eller blot renovere et eksisterende hus, er det vigtigt at du får tænkt lyset ind allerede fra begyndelsen. Arkitekten kan hjælpe dig med at få det optimale ud af solen, så du både får et smukt dagslys i boligen og undgår overophedning og blænding”
//Citat: Mette Hvass, arkitekt og fagekspert i lys, Bolius

OVENLYS SÅ LANGT ØJET RÆKKER
Rækken af ovenlysvinduer sikrer et smukt lysindfald i det langstrakte rum og reducerer behovet for elektrisk lys. Huset er tegnet af arkitekt Werner Mathies. Se flere billeder fra Danske BoligArkitekter her.









