Arkitektur

10 INSPIRERENDE BADEVÆRELSER

16. november 2017

Af: Pernille Hjorth / Foto: Christina Kayser Onsgaard m.fl. / Danske Boligarkitekter

concrete

Trænger dit bad til en mindre opgradering eller skal du i gang med den helt store renovering? Så får du her en række inspirerende løsninger fra boliger, hvor arkitekten gjorde noget ekstra ud af badeværelset.

RUMDELER I MARMOR

Marmorskiven bag badekarret er skåret i ét stykke ud af italienske klipper, og det smukke spil i stenen er næsten som et kunstværk i dette badeværelse. Bag marmorskiven gemmer brusepladsen sig. For at skabe sammenhæng i rummet er der brugt den samme marmortype på gulvet og som bordplade på det lange vaskeskab. Se mere fra dette hus hos Danske BoligArkitekter her.

BIND INDE OG UDE SAMMEN

Med en terrassedør fra badet, kan du nyde den friske morgenluft, mens du står under bruseren, og bagefter kan du søge udenfor og lufttørre i solen. I arkitekten Rasmus Baks eget badeværelse er der lagt vægt på sammenhængen mellem ude og inde. Fra badet er der direkte udgang til en gårdhave med brus og badekar. Se mere fra dette hus hos Danske BoligArkitekter her.

RESPEKT FOR FORTIDEN

I dette renoverede bad har arkitekt Anders Barslund genskabt 1920’er villaens oprindelige stil med terrazzogulv, hvide vægfliser og messingarmaturer. Badet er moderniseret med gulvvarme, samtidig er de gamle rørinstallationer udskiftede med nye, der er lagt ind i væggene. Det afrundede vaskeskab ser næsten ud, som om det altid har stået der, men er bygget af standardelementer fra HTH og suppleret med en kridhvid Corian bordplade samt stiltypiske sorte greb. Se mere fra dette hus hos Danske BoligArkitekter her.

 PLADS TIL WELLNESS

Masser af albuerum, en smuk udsigt og et dejligt dagslys. Det er opskriften på dette wellness-rum, der inviterer til lange ophold og selvforkælelse. De hurtige brusebade klares under bruseren, mens det skulpturelle badekar indbyder til langvarig selvforkælelse. For at skabe en stemning af badegrotte er der brugt rustikke naturmaterialer. Brusevæggen er bygget med paneler af natursten og på gulvet er lagt skiferfliser med struktur. Se mere fra dette hus hos Danske BoligArkitekter her.

arnevangen

MØBLER ÉN VÆG

I dette bad er alle installationskrævende elementer samlet på den samme væg. Løsningen har flere fordele og egner sig ekstra godt til aflange rum med min. 2,7 m ubrudt vægflade. Fidusen med at samle alt på én væg er, at rørføringen bliver væsentligt forenklet og dermed billigere i håndværkertimer. Monteringen i en installationsvæg giver desuden mulighed for væghængte elementer, hvilket letter rengøringen og giver møbleringen et svævende og mere elegant udtryk. Familien her har prioriteret en ekstra stor bruseniche med dobbelt bruser. Se mere fra dette hus hos Danske BoligArkitekter her.


3 TIPS TIL DIT BAD
Søg rådgivning
Badet er uden sammenligning boligens dyreste kvadratmeter at renovere. Før du går i gang, er det derfor klogt at få vendt ideer og muligheder grundigt med en arkitekt. Kan der flyttes vægge? Kan der inddrages plads fra et tilstødende rum? Hvor meget kan der rykkes på de faste installationer? Alle disse spørgsmål kan arkitekten hjælpe dig med at få afklaret. Du får samtidig hjælp til at prioritere i dine ønsker og kreative løsninger, som du måske ikke selv var kommet på.
Vælg materialer efter dit temperament
Der er stor forskel på materialerne og deres egenskaber, og dermed også på den vedligeholdelse, de kræver. Naturfliser som fx skifer og marmor tåler ikke syre, hvilket gør det ekstra besværligt at fjerne kalk. Vælger du disse materialer frem for mere robuste som fx keramiske fliser, skal du være indstillet på at tørre grundigt op efter hvert bad. Husk at alle fuger er syrefølsomme og kan tage skade, hvis du går for voldsomt til værks med kalkfjerneren. Et lille trick kan dog begrænse risikoen for ødelagte fuger. Hvis du skyller grundigt med vand, så fugerne er mættede, inden du afkalker, tager de ikke så let imod syren. Husk at skylle efter med masser af rent vand.
Tænk hverdagen ind i rummet
Dit nye bad skal både give plads til de hurtige, daglige brusebade og til den dovne selvforkælelse. Derfor skal du tænke alle dine rutiner igennem og indrette badet, så de ting, du oftest bruger altid er inden for rækkevidde, dér, hvor du skal bruge dem. Sørg for lukket opbevaringsplads til alt det, du ikke gider se på fx vasketøj, vatpinde og neglefil. Vis gerne de lækre badeprodukter frem på åben glashylder eller indbyggede nicher.

 

Kilde: Danske BoligArkitekter

gentofte1

SKULPTURELT BLIKFANG

Badets indretning har stor betydning for oplevelsen af og funktionaliteten i rummet. Den bedste indretningsløsning afhænger af flere ting bl.a. rummets form og størrelse, lysindfaldet, placeringen af de faste installationer osv. Jo mindre rummet er, desto grundigere bør indretningen gennemtænkes. I store rum som dette er det derimod nemmere at eksperimentere med scenografien ved fx at gøre et fritstående og skulpturelt badekar til blikfang i rummet. Se mere fra dette hus hos Danske BoligArkitekter her.

bjert1

BAD I BØRNEHØJDE

En gammel skolevask er blikfang i dette baderum, der er indrettet til to børn. Rummet er åbent til kip og det fine dagslys strømmer ned fra et rytterlys i taget. Den lange træhylde er lavet af gulvbrædder fra Dinesen. Det indbyggede badekar er så lavt, at børnene selv kan kravle ind og ud af det. Naturflisen på gulvet hedder Black Dragon og hanen er fra Steinberg. Se mere fra dette hus hos Danske BoligArkitekter her.

kaelderbad1

SKULPTURELT KÆLDERBAD

Arkitekten bag dette bad, Rasmus Skaarup har arbejde bevidst med at gøre rummetlidt mindre og hyggeligere bl.a. ved at ”indbygge” badfunktionerne i en niche, så det ser ud som om de er ”skåret ud” i den ene væg. For at understrege ideen, er overgangen markeret med to typer af fliser – blanke i nichen og matte, naturfarvede udenpå. Alle fliser er fra Starck. Se mere fra dette bad hos Danske BoligArkitekter her.

bjert_highres025

ÅBENT BAD

Dette utraditionelle badeværelse ligger på førstesalen i et gammelt missionshus, der er ombygget til moderne familiebolig. Badet er delvist åbent – man kan dog godt skjule sig for indkig, når man står i bruseafdelingen. Vægge og gulv er beklædt med matsort naturstensklinker. Skabet er specialfremstillet med bordplade af krydsfiner og skuffefronter i linoleum – et materiale, der egner sig godt til det fugtige miljø i et baderum. Det sorte blandingsbatteri er fra Vola, mens vasken er købt hos Cassani. Se mere fra dette hus hos Danske BoligArkitekter her.

romersk1

UNDER SKRÅVÆGGEN

På det kun 9 m2 store badeværelse er der blevet plads til både bruseniche og luksus- jacuzzi. Hvad rummet ikke har i kvadratmeter har det til gengæld i loftshøjde og lysindfald. Badeværelset er tegnet af arkitektfirmaet Birch & Rasmussen. Rummet er åbnet til kip med en loftshøjde på 3,7 m. De nordvendte tagvinduer giv masser af lys og kig til træerne udenfor. Badekarret er bygget ind i et flisebeklædt plateau, der smyger sig elegant igennem rummet. Fliserne er fra Atlas Concorde model Stay – Skyline. Se mere fra dette hus hos Danske BoligArkitekter her.