Arkitektur
7 KARNAPPER OG KVISTE MED STOR EFFEKT
11. august 2020
Det er et lille indgreb, men kan have en stor virkning. En karnap eller en kvist kan forvandle mørke rum, så de bliver lyse, og åbne op for en udsigt, du slet ikke har haft glæde af før. Se syv forskellige eksempler, hvor en kvist eller en karnap kan gøre en forskel.
Af: Marie Kiersgaard Espersen
Foto: Christina Kayser Onsgaard og Pia Enghild

Få glæde af udsigten
En smuk udsigt kræver store vinduer. Så er dine vinduer små, kan netop en karnap være et lille indgreb med en stor virkning. Det blev det også for familien i dette hus. Fra stuen har de udsigt over Svendborg by og færgeoverfarten til Ærø. Men den gode placering kom slet ikke til sin ret, da de købte huset, for vinduerne var både små og sparsomme. Arkitekt Jørgen Dahlgaard hjalp derfor familien og satte en zinkkarnap på den gamle 50’er-villa. En løsning der har givet masser af lys og åbnet for det flotte kig, de alle fire nyder hver eneste dag fra stuen. Samtidig har karnappen tilført huset et moderne udtryk. Se mere fra boligen hos DanskeBoligarkitekter her.

Hyggelig siddeplads
Der er ikke noget så hyggeligt, som at sidde med benene oppe og en god kop kaffe i hånden i en karnap. Den anderledes siddemåde og følelsen af nærmest at sidde udenfor kan nemlig noget helt særligt. Overvej derfor, som arkitekt Allan Lorenzen har gjort i dette hus, at bygge en bænk ind i din karnap. Her er karnappen placeret i køkkenet, så børn og gæster kan sidde og sludre, mens maden bliver færdig. Karnappen, der er bygget i egetræ, åbner samtidig for både lys og et flot kig ud til haven. Se mere fra boligen hos DanskeBoligarkitekter her.

Gør kælderen til husets lyseste rum
Karnapper er ikke kun for boligens øverste etager. De kan også gøre underværker for en kælder. Det gjorde det hos denne familie, der med hjælp fra arkitekt Morten Dalsgaard, fik forvandlet deres mørke kælder til et rent lysmekka. I dag bruger de derfor kælderen meget mere. Den store glaskarnap fylder hele etagens bredde, så der ingen mørke kroge er på de i alt 100 kælderkvadratmeter. En smart og enkel måde at få liv i sin kælder på. Se mere fra boligen hos DanskeBoligarkitekter her.

I husets stil
En karnap eller kvist skal passe til husets arkitektur. Det var derfor den helt rigtige løsning, da familien i samarbejde med arkitekt Thomas Hjorth valgte at beholde den buede karnap på huset. Den type karnap er nemlig meget typisk for en bungalow. Men træet var råddent, så da resten af huset blev renoveret, blev træet skiftet ud. Oprindeligt var karnappen indenfor udstyret med en stor blomsterkumme og farvet glas i vinduerne. Under renoveringen blev glasset derfor også skiftet ud og blomsterkummen blev til en hyggelig siddeplads. I dag fungerer karnappen derfor i et moderne hjem, men fortæller stadig om den tid, den blev lavet i. Se mere fra boligen hos DanskeBoligarkitekter her.

Nyt liv til loftrummet
Loftrum er tit mørke og klemte med skrå vægge og ingen eller få og små vinduer. En kvist er derfor en genial løsning her. Det vidste arkitekt Morten Dalsgaard godt og satte derfor en flot og stor glaskvist på dette hus' overetage. Familien der manglede plads, og derfor nu ville tage tilbygningens loft i brug, har derfor fået en lys og flot førstesal, der er rar at opholde sig i. Samtidig fungerer kvisten akitektonisk som bindeled mellem den gamle murermestervilla og den nyere tilbygning. Se mere fra boligen hos DanskeBoligarkitekter her.

Med altan på
Kviste behøver ikke bare være store vinduer, de kan også have udgang og være med altan. Det har denne familie fået, da arkitekt Julie Trier ombyggede deres gamle murermestervilla. Kvistene med fransk altan giver mulighed for at åbne helt og lade ruderne gå fra gulv til loft. På den måde åbner tagetagen sig også bedre ud mod haven og bidrager med nogle flotte gennemlyste rum. Se mere fra boligen hos DanskeBoligarkitekter her.

Vokser ud af huset
Det kan give en god effekt at bygge kvist i samme materiale som selve huset, som her hvor Ramus Skaarup har lavet et hus i sortmalet, coated stål. Kvisten og de forskellige formede vinduer giver en god dynamik i facaden, og kvisten vokser nærmest ud af huset. Udover at kvisten er indrettet som en hyggelig siddeplads - for både mennesker og dyr, fungerer den også som et praktisk udhæng over hoveddøren. På den måde kan boligejerne stå i tøvejr, når de finder nøglerne frem. Se mere fra boligen hos DanskeBoligarkitekter her.
Faktaboks:
