Arkitektur

1950’ER VILLA MED FOKUS PÅ FARVER

28. februar 2017

Af Gitte Nielsen / foto: Christina Kayser Onsgaard / Danske BoligArkitekter

billede-2billede-8

Ny magi opstod, da arkitekten Anders Barslund overtog arkitekten Olaf Hansens hus fra 1950. Huset med de mange fine, modernistiske aftryk var den helt rigtige legeplads til nye eksperimenter med farver og rum.

Arkitekt Anders Barslund har et ’crush’ på den modernistiske arkitektur, som slog igennem herhjemme i 1940’erne og 1950’erne. Han vild med at bruge farver, vel at mærke farver, der er valgt med omtanke. Så da han for et par år siden overtog huset i Sorgenfri nord for København, var banen kridtet op til, at han kunne gå i gang med at prøve sine ideer af. Huset er tegnet og bygget i 1950 af arkitekten Olaf Hansen, der boede her til sin død i 2010. Anders Barslund blev forelsket i de mange særlige og arkitektoniske detaljer – men husets indretning passede ikke helt til en moderne families behov.

ikke-navngivet-4

FLERE RUM I RUMMET

Set fra vejen ser huset stort set ud, som da det blev bygget. Men indvendig er der sket markante ændringer. Et nyt køkken i samme stil som de gamle er bygget op i det, der tidligere var en kombineret hall og forstue med pejs. Køkkenet ligger nu i åben forbindelse til stuen. Trappen til førstesalen er også flyttet, og Olaf Hansens oprindelige trappe er erstattet af en ny, som på mange måder i langt højere grad signalerer 50er-arkitektur med de lyse balustre og det blanke, sorte gelænder. Netop trofastheden mod tankerne bag og sjælen i det oprindelige hus, Som Olaf Hansen tegnede og byggede for næsten 65 år siden har været det allervigtigste for arkitekt Anders Barslund igennem hele renoveringen. Se mere hos Danske BoligArkitekter her.


 FAKTA OM BYGNINGEN

// Familien fik: Indvendig ombygning med ny grundplan i stueetagen, nyt sildebensparket i stuer og køkken, hall med ny trappe til førstesal, 2 terrassedøre i stuen, snedkerbygget køkken i 1950’er stil, 2 nye badeværelser, akustiklofter, nye radiatorer i gammel stil, ombygning af eksisterende garage til tegnestue. . // Materialevalg: Sildebensparket i eg fra Timberman, køkkenelementer og badskabe i valnød bygget af snedkermester Peter Klint, trappe fra Gelsted Tømrer og Snedker, radiatorer fra Brenner Atol, vægge og paneler malet med farver fra Farrow & Ball.
Byggepris: Ca. 1.8 mio. inkl. ombygning af garagen.

INSPIRATION TIL FARVEVALG

billede-1

Ikke mindst i farvevalget har 1950’ernes arkitektur været en stor kilde til inspiration. I dette hus er helt hvide vægge, som vi danskere ellers sværger til, nemlig totalt fraværende. Egentlig var det en orange væg i stuen, som satte arkitekten i gang med at eksperimentere med farvevalget. Den gamle arkitekt Olaf Hansen havde nemlig også sans for farver. I dag er væggen således stadig orange, malet i den ret heftige Charlotte’s Lock fra det navnkundige engelske malerfirma Farrow & Ball, som Anders Barslund sværger til. - Væggens farve er inspireret af tegltagene på andelsboligerne på den anden side af vejen, for når man skal finde en farve til et rum er det altid en god idé at kigge ud af vinduet og se på farverne udenfor. På den måde skaber man en tæt forbindelse mellem ude og inde, fortæller Anders Barslund. Se flere af arkitekt Anders Barslunds projekter hos Danske BoligArkitekter her.